Vedtægter for Frederikssund Idrætsråd 

§ 1 Navn og hjemsted 

Idrætsrådets navn er Frederikssund Idrætsråd. Idrætsrådets hjemsted er Frederikssund Kommune. 

§ 2 Formål 

Idrætsrådets formål er, gennem samarbejde mellem idrætsforeninger/klubber i Frederikssund Kommune, at 

  •  fremme idrætslivet i kommunen, 
  •  arbejde for at skabe de bedst mulige forhold for forening/klubliv og udøvelse af forskellige idrætsgrene, 
  •  virke for et godt forhold mellem medlemsforeningerne/klubberne og 
  •  varetage den samlede idræts interesser overfor kommunen og andre offentlige myndigheder og samarbejdspartnere. 

§ 3 Medlemmer 

Enhver idrætsforening/klub, som er hjemmehørende i Frederikssund Kommune, og som opfylder betingelserne for at være medlem af enten Danmarks Idræts-Forbund, DGI eller DFIF, kan optages som medlem.  Anmodning om optagelse rettes til bestyrelsen for Idrætsrådet og skal være bilagt:

  • En oversigt over foreningens/klubbens bestyrelsesmedlemmer. 
  • Oplysning om det samlede medlemstal, herunder aktive medlemmer under 25 år og passive medlemmer.  
  •  Et eksemplar af foreningens/klubbens vedtægter.  

Idrætsrådet kan til enhver tid bede en medlemsforening/klub om at fremsende oplysninger om ovennævnte forhold.  Bestyrelsens beslutning om medlemskab kan ankes til årsmødet.  

§ 4 Kompetencer  

Medlemsforeningerne/klubberne er selvstændige foreninger/klubber med selvstændig økonomi og drift. Medlemsforeningerne/klubberne har overdraget kompetencen over for Frederikssund Kommune til Idrætsrådet. Det drejer sig om: 

  • Udpege medlemmer af Folkeoplysnings Udvalget 
  • Forhandle med kommunen om tilskud og deres størrelse 
  • Forhandle med kommunen om Idrætspolitikken 
  • Fastholde og udvide faciliteterne i kommunen  
  • Overordnede retningslinjer for lokalefordeling – med under hensyntagen til nærhedsprincippet.  

Medlemsforeningerne/klubberne bemyndiger Idrætsrådet til at indgå en samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune. Medlemsforeningerne/klubberne forpligtiger sig til at følge en eventuel samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune. 

§ 5 Udmeldelse  

Udmeldelse skal ske skriftligt med tre måneders varsel til en 1. januar. I forbindelse med udmeldelse skal medlemsforeningens/klubbernes økonomiske mellemværende med Idrætsrådet være afviklet.  

§ 6 Kontingent  

Kontingentet for det kommende kalenderår fastsættes af årsmødet. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. Alle foreninger/klubber betaler samme kontingent.  

§ 7 Udelukkelse og eksklusion  

Bestyrelsen kan indstille medlemsforeninger/klubber, der ved handling eller undladelse skader Idrætsrådet eller ikke lever op til medlemsforpligtelserne, til udelukkelse eller eksklusion.  

Årsmødet afgør spørgsmål om udelukkelse og eksklusion på førstkommende årsmøde. Et årsmødets beslutning om udelukkelse eller eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af vedtægten.

Er kontingent trods påkrav i anbefalet brev ikke indbetalt senest en måned efter forfaldstid, udelukkes medlemsforeningen/klubben automatisk, og kan kun genoptages mod betaling af gælden.  

§ 8 Årsmødet  

Årsmødet er Idrætsrådets øverste myndighed, idet alle medlemsforeninger/klubber kan møde med to repræsentanter.

Idrætsrådets bestyrelse og medlemmernes repræsentanter har hver én stemme på årsmødet. Ingen forening/klub kan have mere end 5 stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Repræsentanter for klubber i kontingentrestance har ikke stemmeret ved årsmødet  

§ 9 Ordinært årsmøde  

Det ordinære årsmøde afholdes hvert år inden udgangen af marts. Mødet skal indkaldes skriftligt med mindst fire ugers varsel med vedlagt dagsorden, der mindst skal indeholde følgende punkter:  

  1. Valg af dirigent og referent  
  2. Godkendelse af repræsentanter  
  3. Valg af stemmetællere.  
  4. Bestyrelsens beretning  
  5. Regnskab  
  6. Fastsættelse af kontingent for det kommende kalenderår  
  7. Indkomne forslag  
  8. Valg af formand og 1-3 bestyrelsesmedlemmer for 2 år samt valg af 0-2 bestyrelsesmedlemmer for 1 år på lige år   
  9. Valg af kasserer og 2-4 bestyrelsesmedlemmer for 2 år samt valg af 0-2 bestyrelsesmedlemmer for 1 år på ulige år  
  10. Valg af to suppleanter for 1 år  
  11. Valg af revisorer og suppleanter for 2 år.  
  12. Eventuelt  

Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet, fremsendes så de er bestyrelsen i hænde senest 14 dage forud for årsmødet. Indkomne forslag udsendes til medlemsforeningerne/klubberne senest otte dage før årsmødet.  

§ 10 Årsmødets ledelse  

Forhandlingerne på årsmødet ledes af en dirigent, der vælges af årsmødet, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver beslutning om ændring af vedtægten, jf. § 16 og Idrætsrådets opløsning, jf. § 17, kvalificeret flertal. 

§ 11 Ekstraordinært årsmøde  

Ekstraordinært årsmøde afholdes, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst seks medlemsforeninger/klubber indsender skriftlig motiveret begæring herom til bestyrelsen.

Ekstraordinært årsmøde afholdes senest seks uger efter modtagelse af begæring om afholdelse. Der indkaldes med tre ugers varsel.  

§ 12 Bestyrelsen  

Bestyrelsen er Idrætsrådets daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Ved valget af bestyrelse bør det tilstræbes, at hele kommunen er repræsenteret – både geografisk og idrætsmæssigt.

Bestyrelsen består af 9-11 personer – 7- 9 der vælges af årsmødet og 2 udpeget af byrådet i Frederikssund Kommune blandt kommunalbestyrelsens medlemmer. Fraværende, valgbare medlemmer, som er indstillet af egen medlemsforening/klub, kan vælges, når der foreligger skriftligt tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til den ledige post.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de på årsmødet valgte medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.  

§ 13 Regnskab  

Idrætsrådets regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 15. februar afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten underskrives af hele bestyrelsen, dvs. både af de af årsmødet valgte bestyrelsesmedlemmer og af de af Frederikssund kommune udpegede bestyrelsesmedlemmer (i regnskabsår med kommunevalg af de af den afgående kommunalbestyrelse udpegede medlemmer).

Den underskrevne årsrapport forelægges det ordinære årsmøde til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Årsrapport udsendes til medlemsforeningerne/klubberne sammen med indkaldelsen til det ordinære årsmøde. 

§ 14 Revision  

På det ordinære årsmøde vælges for to år ad gangen en revisor og en revisor-suppleant. Revisorerne skal hvert år revidere årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger. Ud over hvad kommunen forlanger skal revisorerne foretage almindelig regnskabsmæssig revision.   

§ 15 Tegning og hæftelse  

Idrætsrådet tegnes af formanden og kassereren. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af årsmødet. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt. Der påhviler ikke medlemsforeningerne/klubberne eller disses medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler Idrætsrådet.  

§ 16 Vedtægtsændringer  

Ændring af vedtægterne kan ske på ethvert årsmøde, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer, er for forslaget.  

§ 17 Opløsning  

Bestemmelse om Idrætsrådets opløsning kan kun tages på et i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinære årsmøde. For at dette er beslutningsdygtigt kræves, at mindst to tredjedele af de stemmeberettigede repræsentanter er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås et sådant flertal på et årsmøde, der ikke er beslutningsdygtigt, indkaldes til et nyt årsmøde, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede repræsentanter der er til stede.

På årsmødet skal der samtidigt træffes bestemmelse om, hvilke øvrige kulturelle formål i Frederikssund Kommune Idrætsrådets formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.  

Som vedtaget 9. november 2005 med senere ændring 27. marts 2012 og 14. september 2020. 

Hold i dag

Instagram